Første runde i 1. division

Målsætningen for holdet at blive i rækken og dermed komme i top 6, hvilket kan blive en udfordring, da der nu kun er en landsdækkende 1. div. i stedet for 2.
Til de første havde vi valgt at satse på de spillere, som deltager i den daglige træning i klubben: Daniel, Peter, Stefanie og undertegnede (selvom jeg dog fik flere kommentarer fra de øvrige spillere om, at jeg ikke overholdt dette krav…).

vs Vestegnen

Første kamp var mod Vestegnen, som også havde valgt at stille op med egne spillere: Mikkel Klint Stuhr, Christian Brüsch, Oliver Petersen og Ricki Krog. På papiret lignede det en sejr, men første holdkamp i sæsonen er altid svær.
Hillerød kom heldigvis godt for start, da Daniel slog Ricki 3-1 og jeg slog Oliver Petersen 3-0.
De næste to kampe startede også godt ud, men pludselig smed Peter føring på 2-0 i sæt og 7-2 over styr mod Klint Stuhr, og Stefanie kom bagud 2-1 mod Brüsch, og vores føring var derfor ved at blive udlignet. Heldigvis fik Stefanie dog vendt kampen, og Hillerød var foran 3-1 efter 1. runde.
Daniel gjorde herefter kort proces mod Klint Stuhr med 3-0.
Peter mødte herefter Ricki i en kamp, hvor han aldrig fik sit spil til at køre, men med nogle taktiske ændringer fik han alligevel hevet en 3-1 sejr hjem. Spillet var ikke altid kønt, men Peter kæmpede hele vejen, hvilket var stærkt, da Peter naturligvis ikke var tilfreds med resultatet i den første kamp.
Kampen mod Vestegnen sluttede således 5-1 efter en stærk holdpræstation, hvor specielt Daniels spil imponerede.
Dagens anden kamp var mod B75. Hvorimod vi havde mødt Vestegnen mange gange, så var kendskabet til B75’s spillere mere begrænset. Jeg vidste derfor ikke, hvad jeg skulle forvente resultatmæssigt, men krævede derimod, at alle spillerne kæmpede røven ud af bukserne.

vs B75

B75 stillede med Mindaugus Steponkus, Ivik Nielsen, Martin Lund Nielsen og Daniel Christensen.
Daniel fortsatte sit gode spil ved at slå Mindaugus 3-0, og Stefanie skulle på trods af en 2-0 føring ud i 5. sæt, før hun gav Hillerød en 2-0 føring med en sejr over Ivik.
Peter kom aldrig rigtig i gang mod Martin Lund, og B75 fik derfor reduceret til 2-1 med en 3-0 sejr.
Kampen mellem Daniel og mig skulle vise sig at blive en af samlingens længste (og mærkeligste) kampe, hvor begge spillere havde knopper, og begge havde svært ved at afgøre boldende. Heldigvis fik jeg hevet sejren i hus i 5. sæt, efter at have været bagud 2-1 i sæt og 5-1 i 5. sæt.
Vi var derfor foran 3-1, og det så pludselig godt ud.
Daniel skulle dog løbe ind i dagens første nederlag mod Martin Lund, hvor Daniel havde svært ved at få spillet til at fungere mod Martin Lunds korte knopper og konstante presspil. Kampen endte 1-3, og føringen var nu reduceret til 3-2.
Peter spillede på det modsatte bord en gyser mod Mindaugus. Peter var på hælene i starten af kampen og kæmpede med at få sit spil til at køre. Peter viste dog stærk vindermentalitet og fik vendt 1-2 til 3-2 med mindst mulig margin i de sidste to sæt.
4-2, og nu var sejren i hus, hvis Stefanie kunne slå Daniel. Daniels lange knopper var dog en for stor opgave for Stefanie, og hun tabte derfor 3-0.
Den afgørende kamp skulle derfor spilles mellem Ivik og mig. Heldigvis havde jeg energi nok til at hive en relativ sikker 3-1 sejr i hus, og holdkampen var dermed vundet 5-3 efter tre sejre i 5. sæt.
Holdet fik dermed den bedste mulige start med to sejre, hvor alle spillere bidrog med sejre i begge holdkampe. Under kampene var sammenholdet godt, og alle spillerne bidrog til coaching og klapning af medspillerne. Samlet set er holdlederen rigtigt godt tilfreds med den første samling!

Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *