Fra træningslokalet til internationale turneringer

Alexander Mejer, William Beck, Alexander Sønderby, Daniel Simonsen, samt flere andre danske spillere, trak stolte i landsholdstrøjerne i Safir International 2017 i slutningen af februar måned. Cheftræner Ola Lindberg var med på sidelinjen for Hillerødspillerne, og han var klar med gode råd og sparring, når bølgerne gik højt.
Safir International er det største svenske event, hvor der spilles både for landshold og individuelt, og vore drenge var med i det hele. Modstanderne kom fra hele verden, og dermed kom vores spillere til at møde ny og anderledes modstand, hvilket er sundt for deres generelle bordtennisudvikling.
Om end resultaterne ikke var prangende, så havde de fem gutter en fantastisk tur med plads til socialt samvær, grin og masser af læring. Med plads i ¼ finalen i Mini Cadet nåede Alexander Sønderby længst af Hillerød spillerne – en virkelig flot præstation.
Alexander Sønderby Hansen HGI Hillerød Bordtennisklub
Godt humør giver flere vundne kampe
”Drengene kæmpede godt i deres kampe og holdt for det meste hovedet koldt, men der er noget at arbejde med i forhold til at spille rigtigt – hele tiden – og at bevare det gode humør, selv om man taber et sæt eller to. Godt humør giver tro på sig selv og modtagelighed for coaching mellem sættene, og dermed flere vundne kampe,” lyder det fra Olas evaluering af turen.
”Safir turneringen har givet spillerne meget læring. Det er en meget hård turnering, og derfor kan de ikke forvente at havne på podiet, men det betyder også, at spillerne skal koncentrere sig mere og kæmpe for hver enkelt bold. Der er ingen nemme bolde.”
”Jeg er tilfreds med de fleste af spillerne, og for hver enkelt af dem har kampene ved Safir givet mig grundlag for, hvilke specifikke ting de skal arbejde med frem mod top 12 og DM. Spillerne har hver deres styrker og svagheder – sådan er det jo – og derfor er det forskellige ting, som de skal arbejde med,” fortæller Ola.
Selvhjulpne spillere er vigtigt
Et af læringspunkterne til Safir var at holde styr på alle de praktiske ting. Drikkedunk, træningsbukser, mad, videokamera og –stativ, rygnummer, tidspunkt og bord for næste kamp, bat og sko, er bare nogle af de ting som spillerne jonglerede med. Og det var ikke altid lige let.
En ekstra ting, som skulle huskes ved dette stævne, var at skifte T-shirts. Idet spillerne både stillede op for landsholdet og individuelt, skulle der skiftes T-shirts mellem nogle af kampene, og rygnummeret skulle selvfølgelig også med over på den anden T-shirt.
”Der var mange ting at holde styr på,” fortæller Sønderby. ”Men vi var ret gode til at huske hinanden på tingene, så det gik godt!”
At spillerne bliver selvhjulpne er et vigtigt punkt for Ola: ”Min første følelse er, at vi skal tage til flere turneringer uden forældre. Forældrene gør ungerne en bjørnetjeneste ved at hjælpe dem med alle de praktiske ting under en turnering! Spillerne kan og skal kunne klare det selv – det er en del af deres udvikling.”
Vi hjalp hinanden
”Noget af det bedste, når man er afsted på sådan en tur, er, at vi har det så godt sammen,” fortæller William. ”Også med de andre spillere fra de andre klubber. Cristian David Hold fra Silkeborg er jo blevet en af vores rigtig gode venner, og han coachede og heppede også på os fra Hillerød, når han havde tiden til det. Det er mega hyggeligt.”
”Jeg synes, at det var nogle hårde kampe,” fortæller Mejer. ”Men jeg er ret godt tilfreds med mig selv og mine kampe, og jeg synes vi havde det rigtigt godt sammen. Vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden, både med praktiske ting og med at coache og heppe på hinanden. Jeg glæder mig allerede til den næste tur!”
Daniel Simonsen havde som den eneste af drengene været til Safir stævnet før, så han var mere på hjemmebane. ”Det er bare dejligt at have flere klubkammerater med, for nogle gange har jeg været den eneste fra Hillerød, og det er ikke nær så sjovt. Det har været en fed tur,” afslutter Daniel.
Træn med kvalitet – hver gang
”Det er sundt for spillernes udvikling at møde nye modstandere,” fortæller Ola afsluttende. ”Det udvikler dem, så de bliver mere omstillingsparate i forhold til forskellige spillestile og temperamenter. Det er livslang læring, så jo før de bliver bevidste om vigtigheden af deres evne til at omstille deres spil i forhold til modstanderen, des bedre. De skal bruge deres våben rigtigt.”
”Generelt ønsker jeg, at vi i Hillerød bliver bedre til at planlægge og satse på store turneringer, men spillerne skal ikke tage med for enhver pris. Der er nogle gange lang vej fra træningslokalet til disse store, internationale turneringer. Derfor er dette meget vigtigt: Den enkelte spiller skal træne med kvalitet. Sker der ikke nogen forbedring i træningslokalet, skal man ikke sløse penge på udenlandske turneringer. Mit råd til alle vores ambitiøse ungdomsspillere er derfor, at de skal træne med meget høj kvalitet – til alle træningspas – for at blive klar til den internationale bane.”
Se resultaterne fra Safir HER
 
AF: Lotte Beck / Ola Lindberg.

You may also like...