Stor HGI delegation til Danmark TOP 12

For første gang i mange år havde HGI mere end en lille håndfuld spillere, som havde kvalificeret sig til årets udgave af Top 12 som denne gang blev afviklet i Bjerringbro. Med så mange spillere på topplan markerede klubben, at vi endnu engang har formået at udvikle en af Danmarks bedste ungdomstrupper.

Arrangørerne havde denne gang valgt at lægge Puslingenes Top 12 samtidig, fremfor til Kval Top 12 som tidligere år hvilket betød, at HGI i år havde 12 spillere med (omend kun 11 i kamp) fordelt på:
3 Puslinge (Dominykas Samuolis, Albert Wolfsberg og Oliver Cramon)
4 Yngre Drenge (Alexander Mejer, William Beck, Alexander Sønderby Hansen og Carl Køngerskov)
1 Yngre Pige (Laura Schyberg) – spillede med i Pige rækken!
2 Drengespillere (Felipe Matarese og Daniel Simonsen)
2 Junior Drenge (Peter Trans og Peter Svenningsen).
Peter Trans kom flyvende fra Rusland for at deltage, og desværre havde Peter Svenningsen måtte trække sig kort før TOP 12, da hans arm stadig ikke var helt klar ovenpå at have været brækket.
Derudover havde vi fornøjelsen af Celine og mor Mette, der tog turen til Bjerringbro, da Celine var første reserve og hun ville være parat i hallen i fald der kom et afbud i sidste øjeblik. Det gjorde der desværre ikke, men vi var alle glade for den bonus, som deres selskab altid er 🙂
Cheftræneren og sportchefen ønskede at samle spillerne også af hensyn til de sociale relationer, idet spillerne aldersmæssigt strakte sig bredt. Signe og Peter (Carls forældre) var tovholdere på at arrangere turen med input fra diverse andre forældre. Der blev booket en spejderhytte i Finderup, som kunne rumme alle, og flertallet af spillere og forældre valgte denne løsning. Fredag eftermiddag var der afgang fra Hillerød for alle bilerne fyldt med forældre, spillere og coaches, og de fleste ankom til spisetid til hytten langt ude i skoven…. 🙂

HGI Hillerød Bordtennisklub Top12 2017

Ester var som altid i sit es når der skulle diskes op


De deltagende forældre havde alle forberedt en ret til fælles buffet den første aften, og der var rigeligt mad til alle i den lækre blanding af diverse retter. Der blev spist, grinet og hygget i lange baner inden det blev sengetid. Der var aftalt en opgave fordeling så alle vidste hvem der gjorde hvad og det klappede bare, alle var gode til at bidrage weekenden igennem, hvilket jo i høj grad også kendetegner HGI Hillerød bordtennisklub.
Flere af HGI spillerne havde aftalt af få barberet deres initial i håret inden afgang og den var cheftræneren med på. Olas “O” gav dog anledning til smil og kommentarer da frisøren vist ikke helt havde forstået hvad svensken vill have lavet 😜
Cheftræner Ola Lindberg HGI Hillerød Bordtennisklub Top 12 2017
William Beck og Daniel Simonsen W+D ved Danmark Top 12 2017 HGI Hillerød Bordtennisklub

W+D ved Danmark Top 12 2017


HGI Hillerød Bordtennisklubs spillere Top 12 2017 med forbogstav i håret
HGI var blandt de første i hallen lørdag morgen og havde god tid til at varme op og forberede sig inden dagen første kampe. Og at HGI var tilstede var man ikke i tvivl om da vi havde deltagere i næsten alle rækker. Da kampe mellem klubkammerater skal afvikles først var der i de første runder nok at holde øje med. I første “runde” blev kampe mellem Yngre Drenge og Yngre Piger afviklet, efterfølgende Drengerækken, og slutteligt Junior Drenge.
Den første dag blev der spillet 6 kampe – fem i gruppespillet samt en kamp mod en spiller fra modsatte gruppe. Der blev spillet på livet løs, kampe blev vundet, andre tabt. I hjørnerne sad coachene og gjorde deres til at spillerne kom bedst muligt i mål, og på lægterne heppede forældrene det bedste de kunne på spillerne i aktion ind i mellem de dommertjanser, som de reddede sig undervejs.
Status efter lørdag var følgende:
Laura 3 vundne 3 tabte
Oliver 1 vundne 5 tabte
Albert 4 vundne 2 tabte
Dominykas 4 vundne 2 tabte
Alexander M 2 vundne 4 tabte
Alexander S 6 vundne
William 4 vundne 2 tabte
Felipe 6 tabte
Daniel 6 vundne
Carl 5 vundne 1 tabt
Peter 3 vundne 3 tabte
HGI hillerød Bordtennisklub Top 12 2017

HGI var massivt repræsenteret overalt


Som en ekstra bonus blev det offentliggjort hvem af ansøgerne til Carstensens Legat der var blevet betænkt, herunder flere HGI spillere: Carl, Peter S. William, Laura og Daniel S – tillykke med det!
Dejligt for de unge batsvingere med en økonomisk håndsrækning i forhold til internationale stævneaktiviteter.
Nogle af forældrene kørte tidligere hjem fra hallen for at begynde på forberedelserne til aftensmaden i hytten, så det var lækkert for os som kom hjem med de sidste spillere. Igen var der masser af mad og der blev hygget. Nogle af forældrene havde også bagt kager, så der var lidt til den søde tand. Man kunne dog godt mærke at det havde været en lang dag i hallen for de fleste trak sig tilbage før midnat.
HGI Hillerød Bordtennisklub på lægterne ved Top12 2017

Vore Roligans var som altid på pletten


Søndag morgen gik det løs igen, spillere og coaches gjorde deres på “kampladserne” og forældrene heppede alt hvad de havde lært fra tribunen.
HGI Hillerød Bordtennisklub Top12 2017

KL 6.30 var spillerne klar til morgenløbet


Daniel S. Og Alexander S. tog hul på søndagens kampe med 6 sejre i baghånden og de fortsatte sejrsrækken frem til 11. og afgørende kamp, som blev de rene finaler mellem ubesejrede spillere. Alexander mødte – ikke overraskende – Cristian David Hold, Silkeborg. Det blev en svær kamp som Alexander taber 1-3, men han kæmpede for hvert point.
I Drengerækken stod finalen, som i de foregående 2 år mellem Daniel og Mikkel Emborg, Brønshøj. Mikkel havde været godt spillende weekenden igennem og havde vundet alle sine kampe uden problemer. Daniel havde derimod haft flere lange kampe, og ikke spillet med sit vanlige overskud. Op til TOP 12 havde en klemt iskiasnerve drillet Daniel en del og det gjorde den også denne weekend. Heldigvis viste Jeanette Mejer sig ganske effen til at massere, så mellem hver kamp fik Daniel en behandling, så han kunne spille den næste kamp.

Men i finalen mod en oplagt og tændt Mikkel kom Daniel til kort og han taber 8-11 i femte sæt til Mikkel, som i sit tredje TOP 12 mod Daniel denne gang kunne løfte armene som sejrherre.
Peter Trans nappede en god skalp, da han slog den 1. seedede Thor B. Christensen. Peter fortsatte de gode takter i løbet af søndagen og fik flere sejre i land, hvilket samlet set rakte til en tredje plads i turneringen – godt gået af Peter!
De fleste af HGI spillerne kom godt i gang søndag, hvor bl.a. Laura Schyberg vandt nogle fine kampe.
Felipe var nok HGI’s mest uheldige spiller og havde inden søndagens 11. og sidste kamp kun nederlag i sin statistik, til trods for en meget tæt fem sætters mod bl.a Theo Dyrkjær.
Inden dagens sidste kamp var der derfor massiv opbakning fra både coach Peter Svenningsen i hjørnet, og resten af HGI delegationen da Felipe gik på banen. Om det var udslagsgivende må stå hen i det uvisse, men faktum var at Felipe til stor begejstring og jubel hos alle nappede sin første sejr på falderebet 🤗
Carls sidste kamp var også en “ren” semifinale kamp om 3.- 4. pladsen mod Noah Hvid (OB), og denne kamp trak Carl sig sejrrigt ud.
Hos puslingene blev der også gået til stålet undervejs, og efter søndagens sidste kamp havde HGI også en spiller med på podiet, idet unge Dominykas havde tilkæmpet sig en tredjeplads, medens Albert W og Oliver endte uden for medaljerækken.
Gennem hele weekenden havde Dominykas’ navn givet anledning til en del smil i HGI lejren, idet opråberen i hallen forsøgte sig med flere udgaver af navnet, primært Dominiskas 😂
Status på kampene efter søndagen:
Kampscore efter 11. Runde
Laura 6 vundne 5 tabte
Oliver 2 vundne 9 tabte
Albert 7 vundne 4 tabte
Dominykas 8 vundne 3 tabte
Alexander M  4 vundne 7 tabte
Alexander S 10 vundne 1 tabt ( finalen til Cristian Hold)
William 7 vundne 4  tabte
Felipe 1 vunden 10 tabte
Daniel 10 vundne 1 tabt (finalen mod Mikkel)
Carl 8 vundne 3 tabte
Peter 8 vundne 3 tabte
De samlede HGI placeringer:
Laura nr. 5
Dominykas nr. 3
Albert nr. 5
Oliver nr. 12
Alexander S. Nr 2
Carl nr. 3
William nr. 5
Alexander M. nr. 7
Felipe nr. 11
Daniel nr. 2
Peter nr. 3
Til sidst var alle præmieoverrækkelserne overstået, og folk begyndte at pakke sammen, og sætte kursen hjemover efter en lang med god weekend i Bjerringbro. Cheftræneren udtrykte glæde og stor tilfredshed også med coachenes formidable kraftindsats i løbet af weekenden.
DHL er hovedsponsor for HGI Hillerød Bordtennis
Vi glæder os allerede til TOP 12 næste år, som afholdes i Silkeborg, og håber på en lige så stor deltagelse af HGI’s ungdom.
En stor til skal lyde til tovholderne Signe og Peter for deres store arbejde samt til de mange øvrige forældre, som alle hjalp til med at det hele bare kørte som smurt, og opdaterede vores Facebook tråd med tekst og billeder.
Se samtlige resultater på Bordtennisportalen HER.
Fremtidige stævner
Næste store event på ungdomselite fronten  er DM Ungdom på hjemmebane i Frederiksborgcentret i weekenden 20. – 21. maj hvortil der er tilmeldingsfrist den 30. april via Bordtennisportalen HER. Du kan læse meget mere om DM Ungdom HER, og meget gerne allerede nu sætte datoerne af i kalenderen, da der bliver brug for rigtig mange hjælpere til det store arrangement.
For vore breddespillere er der også stadig flere muligheder som alle kan ses på vores stævneside HER. Der er bl.a. Pointstævnefinale den 22.- 23. april med sidste tilmeldingsfrist den 19. april HER, og Hvidovres Bredde Grand Prix den 13. – 14. maj med sidste tilmeldingsfrist den 7. maj HER.
AF: Lone Simonsen / Louis de Voss.

You may also like...