Møller: Spændende weekend vi går i møde

HGI Hillerød Bordtennis’ sportschef forventer en spændende weekend.
Med sæsonpræmiere i seniorernes danmarksturnering, skal der mange HGI’ere i aktion i weekenden, og over chatten med webredaktionen, beskrev Jesper Møller det som en spændende HGI-weekend, hvor han desværre ikke selv kan deltage.
Førsteholdet spiller 2 kampe i 1. division, andetholdet spiller 1 kamp i 2. division, og vores nye damehold spiller ikke mindre end 3 kampe i Elitedivisionen.

1. Division

2 ungdoms-em spillere, 1 world tour spiller, og en tidligere vinder af 1.divisions topliste – Sådan kan man beskrive holdet der skal til Virumhallen og spille 1.divisions-samling med kampe mod Vestegnen (lørdag kl. 10) og B75 (lørdag kl. 14). Med rigtige navne på består holdet i weekenden af Peter Svenningsen (HGI-debutant), Daniel Simonsen, Stefanie H. Christensen (HGI-debutant) og Casper Tingleff.

2. division

Tomasz Akier, Frederik Ryborg, formanden (aka Thomas Hjermind Jensen) og Mads Pærregaard skal en tur til samling i Roskilde Kongres- og Idrætscenter, hvor  de skal forsøge at hente sæsonens første point mod Amager BTK (lørdag kl. 10).

EliteDivision damer

Der spilles også samling i vores egen bordtennishal i FrederiksborgCentret, hvor HGI’s nye damehold er værter for damernes elitedivision hele weekenden.
Chen Yan, Katja Leoni, Pia Toelhøj og holdleder Tina Stochmal skal forsøge at få en god start på sæsonen. De skal møde Køge Bugt (lørdag kl. 13), Bornholm (lørdag kl. 16) og Vestegnen (søndag kl. 11).
DBTU har lavet en grundig optakt til sæsonstarten i elitedivisionen, hvor både HGI-holdet og de andre klubbers hold præsenteres.
Vi opfordrer naturligvis alle medlemmer og forældre til at komme forbi i en eller flere af hallerne og støtte seniordivisions-hold. God weekend 🙂
 
DHL er hovedsponsor for HGI Hillerød Bordtennis

Peter Greczula / Wen Jie Wang – Nye spillere

Vi er klar til en spændende sæson I elitedivisionen, hvor ambitionerne er medaljer, tilskuere rekord over en hel sæson samt mere underholdning for tilskuere og bordtennis I absolut top klasse. Efter sidste års kvartfinale er vores første hold blevet forstærket med yderligere 2 spillere. Wang Wen Jie er hentet fra… Continue reading

Elitedivision optakt – Kunsport.dk

Svend Frandsen på kunsport.dk, har givet en god beskrivelse af den danske elitedivision i år
Link : http://www.kunsport.dk/artikelvisning_andre_sportsgrene.asp?AjrDcmntId=14339
“Den danske elitedivision i bordtennis starter i den kommende weekend. Michael Maze og Finn Tugwell spiller stadig i udlandet, men den hjemlige turnering har i år tiltrukket en række danske og udenlandske spillere, der gør turneringen mere åben og interessant end i mange år
Det er hovedsageligt kinesere og svenskere som bidrager til det danske islæt i Elitedivisionen.
Roskilde kigger opad
Således råder BTK 61, Roskilde over to kinesere. He Ke Yi er allerede velkendt herhjemme, mens Huang Zhe Jun er nyhentet østfra. Sidste sæsons kvartfinalister satser stort, og vil helt til tops i Danmark i denne sæson – og også gerne være med i det fine selskab i Europa på den lidt længere bane, hvor ambitionerne i domkirkebyen efter sigende er deltagelse i selveste Champions League.
Veteranen Allan Bentsen er vendt hjem fra mange års udlandsophold, og udgør sammen med landsholdsspilleren Christian Larsen en stærk dansk duo for Roskildeholdet, der mere end opvejer tabet at en anden landsholdsspiller, Kasper Sternberg.
Hillerød har også to kinesere i truppen. Til at supplere Hou Yu Huang, har man hentet Wang Wen Jie i Esbjerg. Den kinesiske duo suppleres af svenske Peter Greczula og Kristian Henningsson, og de to juniorer Henrik Åkesson og Henrik Laxby.
Køge sætter lid til svenskere
Hele fire svenskere er der i truppen for de forsvarende mestre fra Køge. Man har til denne sæson byttet to svenskere ud med to andre, og det ligner en klar forstærkning – Magnus Wahlgren og Fredrik Lundkvist er kommet til fra Elitserien, hhv. 2. Bundesliga, og bliver stærke kort i titelforsvaret. Wahlgren var fra sidst i 90’erne og et stykke ind i dette årtusinde en del af Kalmar BTK, der bl.a. vandt tre svenske mesterskaber – en af holdkammeraterne hed for øvrigt Jan-Ove Waldner. Fredrik Nilsson er på papiret 3. mand, og den sidste spiller i svenskerkvartetten er Henrik Elofsson, mens de danske islæt er Claus Rasmussen og spillende sportschef Christian Andersen.
Team Vendia tabte sidste år titlen til Køge. Holdet sætter som sidste år liden til Daniel Fynsk, Morten Knudsen og Kim Høgsberg, der i første geled skal skaffe sejrene hjem til det nordjyske – en stærk trio, der nok skal give gode points på kontoen. Ny i truppen er førsteårssenioren Rasmus-Klein Døssing, der kommer fra Esbjerg. Derudover har man fået veteranen Claus Junge tilbage fra det sjællandske – århusianske Junge var i 2003 med på guldholdet fra BI, og var i sidste sæson med til at spille Dragør op i landets bedste række.
Virum-Sorgenfri svækket til ny sæson
Sidste sæsons – overraskende – finaledeltagere fra Virum-Sorgenfri og sølvvindere stiller op i svækket udgave i fht. 2006/07, og vil – igen – være undertippede til at nå langt i denne sæson. VSBTK har mistet førstemanden Mikkel Hindersson til svenske Gröstorp i Elitserien – hans mange sejre i især grundspillet vil man utvivlsomt komme til at savne. Rutinerede Martin Bremer og Henrik Vendelbo skal i første omgang løfte i stedet for unge Hindersson, men tabet af førstemanden ser tungt ud.
Den tidligere junioreuropamester i double, Cyprian Asamoah, skal løfte ambitionerne i Dragør som stiller med et yderst kvalificeret hold til debuten i elitedivisionen. Thomas Petersen og Kasper Schübeler var ligeledes en del af oprykningsholdet i sidste sæson, men kan få svært ved at tilspille sig (fast) plads på holdet i denne sæson. Tilgangen og forstærkningen er kommet i form af veteranen Carsten Egeholt, samt de to svenskere Sam Oddsheden og Hampus Söderlund – sidstnævnte er en kun 13-årig drengespiller.
Stærk fynsk trup
Oprykkerne fra OB får måske svært ved at gøre sig helt fremme blandt de bedste, men fynboerne synes at have en trup der kan garantere forbliven i den bedste række. OB Mikael Mathiasson skal ifølge ranglisten være førstemanden på holdet. Førsteårssenioren Morten Hyrup er kommet hjem til OB og Fyn,mens Daniel Reed er hentet fra England, og har et nyvundet holdeuropamesterskab med sig i bagagen for EM for ungdom.
I en sæson, hvor stort alle andre klubber har forstærket sig markant, er Sisu/MBK blevet svækket rent styrkemæssigt – truppen er dog gjort bredere med tilgang af tre nye spillere i stedet for den ene afgang. Veteranen Torben Rasmussen og superveteranen Claus Pedersen skal i første omgang forsøge at hive sejre hjem, men med alt respekt for rutine og taktisk opstilling, ser det ikke nemt ud for de to aldrende herrer. De nye er kommet i form af ligeledes rutinerede Flemming Sunn, der sidst har slået sine folder i 1. division, og som tidligere har spillet for den daværende topklub først i 90’erne.
Lars Hauth proklamerer come-back
Sidst, men formentlig ikke mindst, er der Silas Friby, der havde meget stor del i forårets finaleplads med mange sejre i slutspillet. Marginalspillerne i truppen er måske Lars Hauth, der for åben TV-mikrofon har proklameret et come back til elitedivisionen, samt David Hindersson, der også sidste sæson var en del af holdet i grundspillet.
Det tegner til en uhyre spændende sæson – selv om de bedste danskere tjener deres penge uden for landets grænser.”
Thomas Jensen

Hillerød batmænd fik vigtig sejr i Elitedivisionen i weekenden

En stor smilende og sympatisk 19 årig Hou Yu Huang (Huang) leverede varen i weekendens kamp i Århus imod Sisu/MBK. Huang kom, så og sejrede og endda med med meget mer i posen til de sværere modtstandere.
Som han udtrykte til mig efter kampen „Me today – no good“,,, glæder mig til den dag han selv siger „Me today -GOOD ;-)“ for i kampen imod Sisu var der ingen tvivl om at han var klasser bedre.
Det blev til to sikre 3-0 sejre over danmarks mest vindende spiller Claus Pedersen og tidligere ungdomslandshold spiller Ulrik Marcussen.
Og i double vandt han også sammen med Martin Christensen sikkert. En ting er at have en god første mand der kan vise vejen, men han kan ikke vinde kampen alene. Men der var heldigvis også andre gode spillere med ham i Århus.
Martin Christensen spillede i 1 par kryds mod hhv. Claus Pedersen og Ulrik Marcussen. Martin startede i første kamp imod Claus Pedersen, som han vandt over sidste år.
Men selvom Martin fik en god start på kampen og det blev til mange flotte dueller, fik Claus med sin store rutine låst Martin i baghånden, og Claus hev sejren hjem med 3-1. Imod Ulrik fik Martin aldrig rigtigt sit flotte spil til at fungere, og Ulrik vandt sikkert 3-0.
Den unge 16 årige Henrik Laxby, var næsten på hjemmebane, da Henrik er opvokset i Århus egnen. Efter en lidt nervøs start imod Thomas Kjeldgaard, fik Henrik for alvor gang i sit højt anlagte spil og fik vendt 0-1 til en 3-1 sejr – Flot!
Vores rutinerede nye svensker Kristian Henningsson, var til dagens kamp rykket ned i 2. parkryds (da Huang var kommet), hvilket viste sig at være en god beslutning. Kristian havde nerver af stål i de afgørende momenter. I første kamp spillede han en meget tæt kamp imod Torben Rasmussen. Kampen blev afgjort til aller sidst med en sejr på 11-9 til Kristian.
Doublerne blev delt Kristian/Henrik tabte 0-3 til Claus/Torben mens Huang/Martin vandt 3-1 over Ulrik/Thomas
Ved stillingen 5-3 til Hillerød spillede Kristian en vigtig kamp imod Thomas K.
Henrik havde på bordet ved siden af tabt til Torben, som dog kun talte hvis Kristian også tabte. Det ville havde betydet en afgørende double om sejren og 2 point – her vidste vi at Sisu var meget stærke med Claus/Torben.
Men Kristian ville simpelthen ikke tabe i Århus. Kristian ́var nede med 1-2 i sæt og 4 matchbolde imod 6-10 sig i 4. sæt, så vi havde allerede indstillet os på en afgørende double. Kristian vinder dog 6 bolde i træk og 4 sæt 12-10! I 5. sæt så det ud til at Kristian havde kontrol over det. Kristian fører 8-4, hvor Thomas K tager en timeout. Thomas K kommer ind til bordet med ny energi og får reduceret til 9-9! Men igen viser Kristian at han har nerver af stål og lukker kampen med 11-9 og til en samlet Hillerød Sejr 6-3
Køreturen på 3 timer hjem fra Århus har aldrig været sjovere, om det skyldes at vi lige havde vundet en vigtig kamp eller at Huang underholdte med at gentage på dansk hvad GPSén sagde „Kør til højre“ vides ikke 😉
Aften blev afsluttet af hjemme hos mig, hvor ikke engang et kedeligt 0-0 til det danske fodboldlandshold kunne rokke ved humøret.
Huang imponerede her ved at kunne navne på mange af de danske spillere. (Og ham og Kristian jublede selvfølgelig da Danmark ikke vandt og Sverige samtidig vandt 2-0 over Spanien 😉 )