Tæt serie 1 opgør mod Herlev

Hillerød 5 havde onsdag aften besøg af Herlevs hold i serie 1. Det blev en lang og tæt bordtennisdyst.
Allan Dalberg, Henrik Brammer, Niels Reuther, Torsten Hansen og Ragnar Koch (sidstnævnte var oversidder i denne kamp) udgør Hillerød-holdet, som i år debuterer i serie 1. Efter et tæt nederlag i sidste uge mod Ballerup, var det et tændt Hillerød-hold der var klar til kamp onsdag aften.
Herlev havde i deres første kamp most deres modstandere fra CIK med 11-3, så presset var ikke på hjemmeholdets skuldre – men vi var klar til at kæmpe for point.
1. single runde
Helt som forventet blev det svært fra start. Henrik og Niels kæmpede sig begge ud i 5 sæt med henholdsvis Jan Madsen og Flemming Simonsen, og særligt Henrik havde chancen for gevinst, men det gik ikke vores vej. 0-2.
Allan og Torsten havde mere succes, da de – begge i 5 sæt – besejrede Allan Petersen og Ole Julstorp, og udlignede til 2-2.
2. singlerunde
Henrik mødte Herlevs føstemand Flemming Simonsen og tabte 1-3. Samtidig så det i begyndelsen sort ud for Niels, der lige skulle op i gear – i 5. sæt var Niels suveræn og udlignede holdkampen til 3-3.
Allan mødte Ole Juelstorp. De var også ude i en 5-sætter (på dette tidspunkt var det øvrige holdkampe i hallen vist allerede i gang med de sidste kampe). Allan tabte desværre.
Inden Torstens kamp, måtte han (for gud ved hvilken gang) lede efter sit bat, som var blevet væk. Det lykkedes ikke at finde det hurtigt nok, så reservebattet (godt slidt) måtte i brug. Det viste sig at være aftenens bedste hændelse, for med reservebattet i hånden, var Torsten flyvende, og vandt sikkert 3-0 over Allan B. Petersen. 4-4 i holdkampen.
Doubler
Allan og Niels har efter mange sene double-træningstimer fundet en opskrift der bare virker – nej, forfatteren her må ikke afsløre opskriften. Men det virkede igen – 3-0 til Niels/Allan over Ole/Jan.
Henrik/Torsten kunne ikke følge op. Det blev endnu en 5-sætter, men denne gang gik den til Herlevs Flemming/Allan.
5-5 i holdkampen.
3. singlerunde
Tredje single var lykkens gang for Henrik, der fik en fin skalp, ved at besejre Ole med 3-2. Imens var Allan i kamp mod Flemming Simonsen, der for tredje gang på aftenen, leverede et ”ram pladen hver gang” spil, der er ret så effektivt. Allan tabte 1-3. 6-6 i holdkampen.
Med en stilling på 6-6 i holdkampen, var de(t) første point i tabellen inden for rækkevidde, men det krævede en stærk indsats af enten Niels ’Late night’ Reuther eller Torsten ’Krogen’ Hansen. Eller dem begge!
Torsten havde i mellemtiden fundet sit bat, men valgte alligevel at tage reservebattet i hånden – den der følelse! Det var en god beslutning, for med gejst, krogede loops og rundt-om-hjørnet blev det til endnu en singlesejr. 3-0 over Jan Madsen. 7-6 og det ene (første) point var i hus.
Kunne Niels hive det andet point hjem? Ja det ku’ han. Efter at være bagud med 0-2 leverede Niels et vaskeægte late-night-comeback og vandt med 3-2 over Allan B. Petersen!!
Klokken var 22.30, da Hillerød 5 kunne fejre den første (og forhåbentligt ikke sidste) sejr på 8-6 over Herlev.
Hillerød 5 er klædt på i bordtennistøj af KVH Industries

Flest point på hjemmebane (ØBTUs holdturnering, uge 41)

Tirsdag var store-udebane-dag
… og det kunne godt desværre godt aflæses på resultaterne. Det var nemlig kun Hillerød 6 der i serie 2 hentede 1 point efter 7-7 i Esrum. Her blev det bl.a. til serie 2 debut for Betina Bechersdahl, der til daglig spiller i serie 4. Og sørme så… Betina fik en skalp, da hun vandt 3-2 over Preben Olsen. Jesper Larsen og Jesper Østergaard vandt hver 2, og Andreas Bjerregaard fik en enkelt sejr.
I Østdanmarksserien var der langt hjem efter et ærgerligt 6-8 nederlag til Dragør. På forhånd var Dragør favoritter, men via bl.a. en overraskende sejr til Mads Zebitz over Kim Høgsberg, og gode sejre til både Mads og Ragnar over Dragørs Jan Ghisalberti var Hillerød godt med i kampen – dog uden at få point i den sidste ende.
Hillerød 10 i serie 4 kunne ikke stille noget op i Farum, hvor det blev et 1-9 nederlag.
Hjemmebanen var bedre
Onsdag var der fyldt op i FrederiksborgCentret med 3 senior-ØBTU-kampe , 1 juniordivisionskamp og 1 pigedivisionskamp.
I heksekedlen ville seniorerne ikke stå tilbage for de flotte kampe i de unge DT-rækker.
Hillerød 5 i serie 2 havde besøg af Brønshøj, og her var der prygl i luften. Allan Dalberg, Henrik Brammer, Niels Reuther og Torsten Sejr Hansen måtte deles om titlen som man-of-the-match, idet alle vandt alle deres kampe… 14-0 til Hillerød med en samlet sætscore på 42-6. Hillerød topper serie 2 tabellen.
Serie 2 holdet. Henrik Korndahl Brammer, Allan Dalberg, Torsten Sejr Hansen og Niels Reuther
 
 
 
 
 
 
I serie 3 (Hillerød 7) spillede Henriette Shönemann-Paul, Morten Brammer og Bo Andersen mod holdet fra klubben Stefan. Holdet var bagud hele kampen igennem, men med en super slutspurt blev slutstillingen 5-5. Inden Mortens sidste kamp, fik han lidt coaching fra lillebror Henrik … ”prøv at vende dit bat”… og det hjalp. Han vandt nemlig med 3-2.
I serie 4 (Hillerød 9) var Betina Bechersdahl i hopla, og fik fuldt udbytte. 3 singlesejre og en double sejre sammen med Jan Amundsen. Jan vandt en enkelt single og Poul Bostrup vandt 2 – samlet stilling 7-3 til Hillerød. Holdet har lagt sig øverst i tabellen.
På udebane i Vejby tabte Hillerød 8 sin serie 3 kamp med 7-3. Lars-Henrik Bjørnbak, Lars Nørgaard og Bjørn Agger vand 1 single hver.
 

ØBTUs holdturnering, uge 40

Holdturneringen er startet

Bordtennissæsonen har nu været i gang en god måned og holdturneringen under ØBTU Østdanmarks BordtennisUnion startede i den forgangne uge.
Et enkelt af Hillerøds bordtennishold havde dog tyvstartet ved at deltage i en træningsturnering for serie 4 hold. Og holdet med Poul Bostrup, Betina Bechersdahl og Jan Ammundsen gjorde det godt ved at vinde turneringen, selv om holdet sluttede med et nederlag på 4 – 6 til Solrød.
Hillerød har fået tilgang af en masse medlemmer, som gerne vil spille turneringsbordtennis, så Hillerød har tilmeldt 3 hold flere, end foreningen havde med i holdturneringen sidste sæson. Alle hold har spillet holdkampe i ugens løb.
Det højest rangerende hold under ØBTU spiller i Østdanmarksserien. Hillerøds 4 spillere er alle juniorspillere, og de var ikke stærke nok til at vinde åbningskampen, som Frederiksberg BM vandt med 8 – 6.
Et af de nye hold spiller i serie 1, besat med tidligere HGI spillere, som har fået lysten og måske især tiden igen til at spille turneringsbordtennis. Det gik fint for holdet, som i Herlev vandt med 9–5.
Det ene serie 2 hold var på Danmarks Tekniske Universitet, hvor Hillerød vandt overbevisende med 13 – 1.
Det andet serie 2 hold vandt også men mindre overbevisende med 8 – 6 over Frederiksværk 2.
I serie 3 gik det ikke så godt for Hillerøds hold, som begge spillede mod Fredensborg. HGI 7 tabte i Fredensborg med 3 – 7, og det samme gjorde HGI 8 på hjemmebanen i FrederiksborgCentret.
HGI 9, som er holdet, der vandt træningsturneringen, fortsatte det gode spil og vandt over Slangerup 3 med 9 – 1, hvorimod det sidste nye Hillerød hold tabte på hjemmebanen med 1 -10 til Slangerup 2.
Kilde: Frederiksborg Amts Avis
 
I denne uge spilles følgende kampe i ØBTUs holdturnering:

Tirsdag, 7. oktober
19.30
Serie 2 Kr. 7: Esrum 2 – Hillerød GI 6
19:30
 Serie 4 Kr. 22: Furesø 4 – Hillerød GI 10
19:30
ØstDKserien: Dragør 1 – Hillerød GI 3
Onsdag, 8. oktober
19:15
 Serie 3 Kr. 14: Vejby 2 – Hillerød GI 8
19:30
 Serie 2 Kr. 8: Hillerød GI 5 – Brønshøj 6
19:30
 Serie 3 Kr. 15: Hillerød GI 7 – Stefan 2
19:30
 Serie 4 Kr. 21: Hillerød GI 9 – Fredensborg

Træningsshallen kogte næsten over mandag aften

Serie- og motionistholdet (M-holdet) mandag aften er blevet virkelig populært i denne sæson – Mere end 30 spillere var til træning mandag aften.
M-holdet består af spillerne på klubbens hold i serie-rækkerne samt de seniorspillere der (endnu) ikke spiller på turneringshold. Flere og flere forældre fra ungdomsholdene er også begyndt at spille med her.
I går aftes var der for første gang i denne sæson en træner på holdet, og det blev træningen ikke mindre populær af.
Træneren denne mandag var tidligere Elitiedivisions-spiller Martin Ljung Christensen – og Martin fik hurtigt alle holdets spillere i gang med øvelserne. Der blev trænet både benarbejde, hold battet klar, servetræning med mere.
Vil du spille i HGI Hillerød Bordtennis? 
Som Martin udtalte “… det er jo ingen hemmelighed, at ingen her bliver verdensmester…”, men entusiasmen ved bordene fejler ikke noget. Og alle spillere drømmer jo om at blive bare lidt bedre. Og Martin var da også hurtig til at spotte nogle ting hos spillerne, som de kan arbejde med, for at forbedre deres spil.
 
Martin Christensen træner HGI Bordtennis serie- og motionistspillere
M-holdet har træner på ca. hver anden mandag, og trænertjansen går på skift mellem Martin Christensen, Jesper Møller og Mathias Jensen. Der er ingen tvivl om, at spillerne på M-holdet med den trænerstab kan tage store skridt frem ad, og give baghjul til de andre klubber i serie 1, 2, 3 og 4.
ØBTU-serierækkerne starter i øvrigt i denne uge, og der er fuldt spilleprogram (tjek eventuelt kampkalenderen). Allerede i aften spiller Hillerød 9 på udebane mod Slangerup i serie 4, onsdag er der 4 hjemmekampe, og torsdag spiller Hillerød 4, 5 og 7 på udebane. Se det fulde kampprogram i kampkalenderen eller følg hvert enkelt hold på deres holdsider:

Fotos: Jesper Møller
 

VIDEO: Serie 2, Hillerød vs Virum, 12. december 2013

Serie 2, Hillerød vs Virum, 12. december 2013.

Holdopstilling Hillerød

  • Allan Dalberg
  • Rasmus Ørndrup Nielsen
  • Henrik Korndahl Brammer
  • Torsten Sejr Hansen