Flest point på hjemmebane (ØBTUs holdturnering, uge 41)

Tirsdag var store-udebane-dag
… og det kunne godt desværre godt aflæses på resultaterne. Det var nemlig kun Hillerød 6 der i serie 2 hentede 1 point efter 7-7 i Esrum. Her blev det bl.a. til serie 2 debut for Betina Bechersdahl, der til daglig spiller i serie 4. Og sørme så… Betina fik en skalp, da hun vandt 3-2 over Preben Olsen. Jesper Larsen og Jesper Østergaard vandt hver 2, og Andreas Bjerregaard fik en enkelt sejr.
I Østdanmarksserien var der langt hjem efter et ærgerligt 6-8 nederlag til Dragør. På forhånd var Dragør favoritter, men via bl.a. en overraskende sejr til Mads Zebitz over Kim Høgsberg, og gode sejre til både Mads og Ragnar over Dragørs Jan Ghisalberti var Hillerød godt med i kampen – dog uden at få point i den sidste ende.
Hillerød 10 i serie 4 kunne ikke stille noget op i Farum, hvor det blev et 1-9 nederlag.
Hjemmebanen var bedre
Onsdag var der fyldt op i FrederiksborgCentret med 3 senior-ØBTU-kampe , 1 juniordivisionskamp og 1 pigedivisionskamp.
I heksekedlen ville seniorerne ikke stå tilbage for de flotte kampe i de unge DT-rækker.
Hillerød 5 i serie 2 havde besøg af Brønshøj, og her var der prygl i luften. Allan Dalberg, Henrik Brammer, Niels Reuther og Torsten Sejr Hansen måtte deles om titlen som man-of-the-match, idet alle vandt alle deres kampe… 14-0 til Hillerød med en samlet sætscore på 42-6. Hillerød topper serie 2 tabellen.
Serie 2 holdet. Henrik Korndahl Brammer, Allan Dalberg, Torsten Sejr Hansen og Niels Reuther
 
 
 
 
 
 
I serie 3 (Hillerød 7) spillede Henriette Shönemann-Paul, Morten Brammer og Bo Andersen mod holdet fra klubben Stefan. Holdet var bagud hele kampen igennem, men med en super slutspurt blev slutstillingen 5-5. Inden Mortens sidste kamp, fik han lidt coaching fra lillebror Henrik … ”prøv at vende dit bat”… og det hjalp. Han vandt nemlig med 3-2.
I serie 4 (Hillerød 9) var Betina Bechersdahl i hopla, og fik fuldt udbytte. 3 singlesejre og en double sejre sammen med Jan Amundsen. Jan vandt en enkelt single og Poul Bostrup vandt 2 – samlet stilling 7-3 til Hillerød. Holdet har lagt sig øverst i tabellen.
På udebane i Vejby tabte Hillerød 8 sin serie 3 kamp med 7-3. Lars-Henrik Bjørnbak, Lars Nørgaard og Bjørn Agger vand 1 single hver.