HGI sprængte rammerne i Århus

Der blev kæmpet fra første serv lørdag morgen i forsøget på at genvinde klubpokalen da vores klubtur til Aarhus Open blev afviklet i weekenden, og allerede inden den dejlige middag lørdag aften viste stævnets overblik en klar tendens.  
28 HGI Hillerød Bordtennisklub spillere, og 16 coaches/forældre/heppere havde sat kursen mod Århus med ét stort mål – at generobre klubpokalen som vi sidste år måtte aflevere til BTK Viby.

Ramme #1 – klubpokalen 

Allerede på stævnets første dag sprængte vi rammen, og overgik pointrekorden ved at opnå over 600 point – det højeste antal point, som en klub nogensinde har opnået i SISU stævnets 20 årige historie, og flere point tikkede ind søndag!
Alle Hillerød spillere bidrog til det flotte spillemæssige resultat; nogle vandt de svære kampe, mens andre heppede, coachede og bidrog til, at den sidste bold faldt til vores fordel.
HGI Hillerød Bordtennisklub -Daniel Simonsen coacher Jonathan Svarer Johansen - Århus 2017    
Førstedagen var så god, at det blev overvejet, hvorvidt vores slogan #ViVilVinde for dag to skulle ændres til: #ViHarVundet, #ViVilSove eller #MathiasVinderAlt. Sidstnævnte, Mathias Jensen, levede næsten op til de høje forventninger med en kvartfinale i Herreklasse 1, men brillerede i den grad med et super humør, en positiv ånd og et godt grin gennem begge dage.
Mathias Jensen - HGI Hillerød Bordtennisklub - Aarhus Open 2017

Ramme #2 – det sociale 

Der blev ikke kun lagt mærke til HGI spillernes flotte indsatser ved bordene i hallen, mens også til stemningen, fællesskabet og opbakningen i HGI lejren. Frugtbordet stod klar fra morgenstunden, og den sunde frokost med rugbrød, grønt og kød kom på sidst på formiddagen, så alle fik depoterne fyldt op. Flere andre klubber var henne og spørge, om de kunne melde sig til, men desværre – HGI frokostbordet var kun for HGIere…
Både de glade forældre, de opbakkende coaches og kammeraternes støttende ord, når kampene blev hårde eller slaget blev tabt, blev der lagt mærke til i hallen. Klapsalverne til Felipe Matarese, da han vandt i femte sæt over Nicklas Boldt kunne høres ind til Århus midtby, og den intense stemning da de to HGI’ere Daniel Simonsen og Peter Svenningen stod overfor hinanden i finalen i U21 Elite var krydret med stolthed.
U21 Elite finale - Aarhus Open 2017 - HGI Hillerød Bordtennisklub - Daniel Simonsen-Peter Svenningsen
Det sociale aspekt er vigtigt i HGI, og vi sprængte rammen, da Jeanette Mejer tog teten på at lave mad til hele flokken lørdag aften. En super hyggelig aften i SISUs klublokaler med madpandekager af højeste kvalitet med masser af kød og masser af grønt, og krydret på toppen med en masse hygge. Absolut et initiativ, som tåler en gentagelse næste år – og næste år og næste år…
Social Klubturhygge - HGI Hillerød Bordtennisklub - Århus 2017
Ramme #3 –  fællesskabet 
Måske skal vores motto #ViVilVinde suppleres med #SammenKanViAlt eller #FællesskabGørStærk. Vi er en spillemæssig stærk klub, men vores oplevelser sammen er kun mulige og bliver kun gode og mindeværdige, fordi vi har et stærkt fællesskab. For vore unge spillere er fællesskabet en vigtig faktor i deres motivation for at fortsætte med at spille bordtennis, så lad os fortsætte vores fælles indsats og bidrage, hvor vi hver især kan.  

HILLERØD PLACERINGER 

GULD 
Puslinge A – Dominykas Samuolis
Yngre Drenge Elite – Carl C Køngerskov
Pige B – Rebecca Mejer
Junior Elite – Daniel Simonsen
Junior C – Joachim L Simonsen
U21 Elite – Daniel Simonsen
Dame Kl 1 – Laura Schyberg
Dame kl 2 – Laura Schyberg
SØLV
Junior D – Bastian Smith-Sivertsen
U21 Elite – Peter Svenningsen
Hr Elite – Tom Jarvis
BRONZE 
Yngre Drenge Elite – Laura Schyberg
Yngre Pige Elite – Rebecca Mejer
Drenge D – Markus H Christensen
Dame Junior Elite – Laura Schyberg
Junior B – Jonathan S Johansen
Dame Junior B – Rebecca Mejer
Junior D – Mathias Ø Augustesen
Hr Elite – Daniel Simonsen
Dame Kl 1 – Celine R Andersen
Hr Kl 2 – William Beck
¼ FINALER
Drenge Elite – Felipe Matarese
Drenge Elite – Alexander S Hansen
Drenge B – Kristoffer Rasmussen
Junior Elite – Peter Svenningsen
Junior C – Kristoffer Rasmussen
Hr Kl 1 – Mathias Jensen
Hr Kl 2 – Carl C Køngerskov
Åben 1 – Pia Toelhøj
Markus Hvid Christensen - HGI Hillerød BordtennisklubRebecca Mejer HGI Hillerød Bordtennisklub - Guld Pige B - Aarhus Open 2017
Dominykas Samuolis - HGI Hillerød Bordtennisklub - Aarhus Open 2017 Guld Puslinge ALaura Schyberg - HGI Hillerød Bordtennisklub - Aarhus Open 2017

Se alle resultater fra 20. Aarhus Open HER.
Hos Dansk Bordtennis Union (DBTU) har vi også fået flot omtale HER.
Ud over klubpokalen blev der kæmpet om individuelle Grand Prix point. Se hvilken HGI Hillerød Bordtennisklub spiller som fører sin række samt den samlede GP stilling HER.
Se også de mange herlige opdateringer og billeder i lørdagens og søndagens Facebooktråde HER (kræver ikke at du har en FB konto).
Alexander Sønderby Hansen - HGI Hillerød Bordtennisklub 2017
Næste Grand Prix stævne bliver under Klubturen for spillere og trænere til Odense (OB GP), hvor vi igen glæder os til at vise Hillerød banneret, og gerne sprænge rammerne. #ViVilVinde  😉
Sportschef Jesper Møller vil inden længe have invitation klar til denne klubtur her på hjemmesiden, men du kan allerede nu tilmelde dig stævnerækker via Bordtennisportalen HER.
Tilmeldingerne kan følges i vores Excel ark som du finder på vores Stævneside hvor du også finder stævneinvitationen.
På klubbens vegne vil jeg (Louis) gerne ønske alle tillykke med det flotte resultat, og rette en kæmpe tak til alle som har været med til at gøre denne tur mulig gennem planlægning og praktisk hjælp, heriblandt Lotte Beck, Jeanette Mejer, Ester Pequenino, Gelmina Samuoliene, Palle Rasmussen og Peter Carstensen og mange flere. Også en stor tak til trænere, spillere og forældre for de mange Facebook opdateringer weekenden igennem. 🙂
AF: Lotte Beck / Louis de Voss.

Vellykket social mini klubtur til Triton

14 af vore unge spillere smuttede i weekenden på social mini klubtur til Triton/Odense, hvor de hver deltog i 3 singler og én double.
Jeanette Mejer deltog sammen med flere andre forældre på turen, og fra Jeanette har vi modtaget dette fine indlæg:


Så blev det igen tid til en skøn weekend med fokus på hygge, godt humør og det sociale samvær, på den årlige tur til Triton for spillere fra B, C og D holdet. Vi mødtes alle ved klubben kl. 5.50 lørdag morgen – på trods af det tidlige mødetidspunkt var det tydeligt at alle var glade, oplagte og spændte på hvad weekenden ville bringe. Bilerne var varme og turen lang, så der var vist flere der fik sig et lille hvil på vejen mod Odense. Vel ankommet til Rosengårdskolen fik vi lige sat alle vores ting af i de klasselokaler vi fik stillet til rådighed, og så var det tid til opvarmning og indspil inden kampstart.
Alle spillere havde et kampprogram på 3 singlerækker og en double i løbet af weekenden, så der var rigeligt at lave for trænerne Mathias Jensen og Frank Nielsen, som dog fik støtte og hjælp af de medrejsende forældre.
HGI Hillerød Bordtennisklub Triton 2017 Mathias Jensen
Det var tydeligt at der i år var flere deltagere, og vi måtte også kæmpe mod Allerød der stillede med alle deres gode spillere. Der blev kæmpet, heppet, fejdet og støttet hele vejen igennem, og alle havde rigtig gode kampe. På trods af dette måtte vi erkende at modstanden i langt de fleste kampe viste sig for stor. Heldigvis tog alle det pænt, og når der ikke blev spillet, hyggede alle sig med fællesleg, lagde godt med penge i den lille café, og agerede heppekor for holdkammeraterne.
Desværre blev programmet noget forsinket, så det blev lidt sent inden spillerne kunne sendes i bad, så vi alle kunne komme over for at spise.
HGI Hillerød Bordtennisklub Triton 2017 Socialt samvær
Vi måtte dog efterlade Oliver Cramon og coach Frank, som skulle have overstået en semifinale i junior D. Oliver var godt træt efter en lang dag og kunne på trods af god fight og klogt spil, ikke stille det store op – det var en hård kamp at tabe! Humøret steg dog da Allerøds spillere kom med hans bronzemedalje  🙂
HGI Hillerød Bordtennisklub Triton 2017 Oliver Cramon
Men en rigtig flot bronzemedalje til Oliver, som også kæmpede sig til en bronze i puslinge A først på dagen. Lørdagen bød også på en bronzemedalje til Villads Jungersen i Dr. D, bronze til Gustav Juel Lytcke i Puslinge C, og bronze til Viggo McCluskey Nielskov og Simon Hansen i Yngre Dr. E.
HGI Hillerød Bordtennisklub Triton 2017
Midt på dagen blev der spillet double, og her kæmpede Markus H Christensen og Villads Jungersen sig til en sølvmedalje, og Mathias Ø Augustesen og hans makker Nikolaj (Allerød) til en bronzemedalje i Dr. C.
HGI Hillerød Bordtennisklub Triton 2017
Efter at have puttet en flok godt trætte spillere i seng efter en rigtig god og lang dag, var det rart med lidt hygge og godt samvær blandt de 6 voksne.
Efter en god nats søvn og morgenmad i den lille cafe var hele flokken igen klar til at give den gas.
HGI Hillerød Bordtennisklub Triton 2017
Her blev det endelig til en guldmedalje da Oliver vandt alle sine kampe i Dr. C. Det blev også til en sølvmedalje til Marcus A Jensen i Puslinge D. Vi sluttede turen af på samme måde som sidste år – nemlig med at heppe på trænerteamet som stillede op i Herre Elite double. Og ganske som sidste år, sørgede de for endnu en guldmedalje til klubben!
HGI Hillerød Bordtennisklub Triton 2017 Frank Nielsen og Mathias Jensen
Det var en flok godt trætte men glade spillere og voksne som vendte næsen hjemad efter en skøn og hyggelig weekend hvor fokus var meget på det sociale og samværet med klubkammeraterne. Tak for denne gang til alle – vi glæder os allerede til næste år!”  🙂


Tusind tak til Jeanette for dette indlæg, og for sammen med Danny Møller at opdatere os herhjemme via Facebook, til Mathias og Frank for at arrangere disse fantastiske ture, og naturligvis også tak til alle spillere og øvrige forældre for opbakningen.
Vi glæder os til at gense de af turens spillere som deltager i Pointstævnerne, når næste runde spilles Lø.25/02 kl.10.00 i Familiecentret Løvdal, Helsingør, se mere info på Pointstævnesiden HER.
Se hvem der deltog i Triton turen HER.
Se alle resultater fra stævnet på Bordtennisportalen HER.
AF: Jeanette Mejer / Louis de Voss.

Bankende stortrommer til kampe i ØBTU O12C

HGI 2 Dr. C over 12 år var i weekenden i Roskilde for at spille holdkamp mod Roskilde og Sorø.
Vi var ramt af 2 afbud, men heldigvis fik vi en fin reserve, idet Villads Jungersen var frisk på udfordringen. Udover Villads stillede Mathias Øien Augustesen og Louis Bergenholtz op for HGI.
I den første kamp mod Roskilde kom vi godt fra start og førte 3-1 efter de 4 første singler. Louis havde vundet 2 singler og Mathias vandt sin første kamp. Men herfra gik
det ned ad bakke. Det blev i alt 3-3 efter singlerne. I doublen første Louis og Mathis 2-0 i sæt, og vi regnede egentlig med, at den blev kørt hurtigt hjem, men så fik modstanderne arbejdet sig ind i kampen og fik vendt slaget, og vandt de sidste 3 sæt. Nu var vi bagude med 3-4, hvor det i starten havde set ud som om, vi havde helt styr på matchen.
Og Roskilde var bedst i de sidste 3 singler og vandt dem alle. Så slutresultatet blev 3-7 nederlag til Roskilde.
Der blev spillet håndboldkamp på banen lige ved siden af bordtennisbordene, og lydniveauet var temmelig overvældende med høj musik, stadionspeaker, tilskuerlarm mm. Men det skulle vise sig at blive noget værre til den anden holdkamp.
Det var åbenbart 2 af topholdene i 1. division damehåndbold, der skulle i dyst.
Så gjaldt det Sorø, som havde spillet uafgjort mod Helsingør – ligesom vi gjorde det i forrige weekend.
I de første 6 singler kom HGI bedst fra start og vi kom foran 4-2. I doublen vandt Mathias og Louis sikkert 3-0 i sæt. Med en 5-2 føring før de sidste 3 singler så det godt ud for HGI.
Og spillerne svigtede heller ikke – det blev til 2 sejre i de 3 singler, så slutresultatet blev 7-3 til HGI, hvor Louis, Mathias og Villads alle fik hver 2 sejre i singlerne.
Egentlig var det et under, at spillerne formåede at holde koncentrationen. Man kunne stort set ikke snakke sammen i hallen. Der var høj musik, bankende stortrommer, hujende tilskuere, spillerpræsentationer mm.
Det var helt en befrielse at komme ud af hallen – og heldigvis med en sejr at køre hjem på.
Af Morten Augustesen